Forældrerespons på pressesag
– Se også vores statement HER
– Se også resultaterne for vores trivselsmålinger fra 2021-2023 HER
– Læs mere om børnenes trivsel HER
170 nuværende forældre med børn i eliteforløbet har skrevet under på følgende forældrerespons. Kontaktperson: Mads Kudsk (Far til August, som i sit 10. år som Superkid)
Vores børn betaler nu prisen, er det virkelig rimeligt?
Mediestormen mod Flying Superkids har nået et niveau, hvor vores børn – de nuværende 106 Superkids/elitebørn og yderlige 400 børn på Gymnastikgården – betaler prisen for den kritik, der udspringer af erfaringer, der går så langt som næsten 20 år tilbage.
Det er utvivlsomt Flying Superkids’ og Gymnastikgårdens ansvar at sikre børnenes trivsel, men vi forældre har også et ansvar. Vi skal holde øjne og ører åbne og tage affære, hvis der sker noget, der kan skade børnene. Sammen kan og skal vi skabe de trygge og sunde rammer, som alle børnene fortjener. Vi forældre vil, på baggrund af alt dette, i hvert fald ikke være mindre opmærksomme på “vores” børns vegne i fremtiden.
Det er vores klare opfattelse og oplevelse at der fra Flying Superkids’ og Gymnastikgårdens side – på ” vores vagt” som forældre, som begyndte i 2015, hvor de længst værende Superkids rykkede op – er taget mange gode initiativer og gjort mange indsatser, for at skabe et trygt og positivt miljø for børnene. Alligevel rammer denne mediestorm desværre nu vores børn direkte, og vi føler os forpligtede til at tage del i debatten for at sikre deres trivsel. Vi håber på en konstruktiv dialog, der ikke går ud over dem, det hele handler om: børnene på Gymnastikgården.
Det er som forældre, vores ansvar at skabe trygge og udviklende rammer for vores børn og unge, vi er bekymrede over, hvordan denne sag fremføres og håndteres. Vi finder det for eksempel utilstedeligt at TV2 Østjylland begynder at interviewe nogle af vores børn på 13-14 år i fuld offentlighed og “live” på TikTok, vi finder det utilstedeligt at TV2 Østjylland kontakter en af vores børn på 11 år mens han er i SFO. Hvad regner I med?
Samtidig undrer vi os over, at Bente Boserup udtaler sig om Flying Superkids miljøet uden først at have besøgt en eller flere af holdets træninger – som altid er åbne, uden at have været forbi os på en tur og se hvordan det foregår behind the scene, og uden først at have talt med bare nogen af vi forældre. Er det godt nok? Igennem disse indsatser ville Bente kunne mærke den positive stemning der eksisterer i miljøet her i vores tid. Vi er desuden bekendte med, at både TV2 Østjylland og Bente Boserup har fået tilsendt gennemsnittet af vores børns seneste 3 års trivselsmålinger samt yderlig relevant information omkring Flying Superkids og deres arbejde for at sikre trivslen.
Er det rimeligt, at vores børn, som holder uendelig meget af Gymnastikgården, staben og trænerne og værdsætter fællesskabet, træningen, disciplinen og glæden ved at optræde, nu står i en situation, hvor de føler sig nødsaget til at forsvare deres engagement og oplevelser? Det er en stor og urimelig byrde at lægge på dem, især når modpolerne er store aktører som TV2 Østjylland, Børnerådet og Bente Boserup. Børnerådet skriver på deres hjemmeside, at “Børnerådet skal være fortaler for alle børn i Danmark…”. Lige nu føler vi helt at Børnerådet og Bente Boserup har “glemt” vores børn og er med til at udsætte dem for historier og kommentarer, som vi i forældrekredsen helt ærligt ikke kan genkende anno 2024. Vi håber ikke nogle af vores børn rammes af det mentale pres som det skaber.
I dag tilbringer alle vi forældre på kryds og tværs mange timer sammen med hinanden børn, staben og trænere. Både i træningssalen, og når vi er på turné i ind- og udland. Der er altid forældre til stede. Vi kender hinanden godt, og vi fungerer som reservemødre og -fædre for hinandens børn. Vi deler glæder, sorger, udfordringer og oplevelser, vi pjatter og har i det hele taget et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med både stort og småt. Såvel voksne som børn dokumenterer børnenes træninger og rejser med billeder og videoer – fra succeser til udfordringer, fra ros til rettelser og i alle andre mulige og umulige situationer. Det meste deles til stor glæde for de øvrige forældre og børn på vores fælles platform. Det vil være svært at forestille sig at ingen af os ville opdage, hvis nogen gik over stregen overfor en af ”vores” børn.
Flying Superkids er og bliver på godt og ondt et elitemiljø – et miljø, der stiller høje krav og har fokus på de små detaljer. Rettelser og kommentarer sker ofte og med det samme, fordi det er en del af processen for at skabe det høje niveau, Flying Superkids er kendt for. I dette miljø er det naturligt, at nogle børn får muligheder som soloer, roller og udlandsture, mens andre ikke gør – det er en del af de
betingelser, der sikrer fællesskabets succes. Det kan i sagens natur ikke gå på omgang. Det er vores oplevelse at Flying Superkids er bevidste om, at det kan være udfordrende, og arbejder altid på at sikre, at alle børn føler sig værdsatte og som en del af noget større, uanset deres individuelle roller. Det er denne balance mellem krav og fællesskab, der gør Flying Superkids til noget unikt og eftertragtet – både på og uden for scenen.
Intet barn er født som Flying Superkid. Ganske få opnår det, og der sker primært gennem træning, vedholdenhed og kompetente trænere, der forstår at motivere og lære fra sig. En forudsætning for succes er et trygt miljø, hvor børn lærer værdien af fokus, dedikation og at arbejde med detaljerne. Samtidigt kræver det et mindset fra både børn og forældre, hvor løbende feedback udvikling og klare forventninger er nødvendige elementer for at barnet når sit næste niveau.
Flying Superkids og elitemiljøer er bestemt ikke et miljø for alle børn. Vælger man som forældre at ens barn skal prøve kræfter med et elitemiljø, så må man acceptere præmisserne, og samtidig tage ansvaret for sit barns ve og vel. Det kræver at vi mærker efter, spørger ind og ikke mindst reagerer, hvis miljøet ikke er noget for ens barn. Vi forældres ambitioner og/eller børnenes drømme om Flying Superkids må, i vores øjne, aldrig gå forud for barnets velbefindende. Når vi, som forældre, træffer netop det valg, må vi acceptere præmisserne og de forventninger det stilles til vores barn og resten af familien, når barnet indgår, som en del af Flying Superkids. Derimod skal vi aldrig acceptere, hvis vores børn ikke behandles rigtig godt eller mistrives.
Ligesom vi heller ikke gør det, når vi sender dem i skole eller andet, hvor vi “overlader” dem til andre voksne der.
Vi vil gerne appellere til, at både TV2 Østjylland, Børnerådet, Bente Boserup og landets øvrige medier samt offentligheden husker, at vores børn, som er i alderen 8-18 år, og som alle er blevet en del af Flying Superkids i årene fra 2015 til 2024, først og fremmest er børn og unge, som også har ret til at have det trygt og godt. Disse børn og unge skaber hvert år glæde og begejstring for tusindvis af børn og voksne, de fortjener ikke at blive glemt i alt dette.
Vores børn er en del af et helt unikt og inspirerende fællesskab, hvor børn og unge deler deres begejstring for deres fælles passion. De elsker Gymnastikgården og Flying Superkids, de holder meget af Lars, staben og ikke mindst trænerne. Det er et miljø, hvor de ikke kun udvikler deres færdigheder, men også opbygger stærke venskaber og værdier, der vil følge dem resten af livet.
Lige nu oplever de også, at deres cheftræner, som de både holder af, har respekt for og som gør mere for vores børn end de fleste, bliver hængt ud som en person, der står i spidsen for en nuværende kultur med psykisk vold baseret på én uheldig episode, der er taget ud af kontekst – vi ved det, for vi var adskillige forældre til stede til træningen, og som i dén grad blev håndteret både prompte og professionelt af ledelsen og bestyrelsen.
Kritik skal der altid være plads til, og det gode ved konstruktiv kritik er, at den kan føre til forbedringer – også hos Flying Superkids. Derfor er der mange muligheder for dialog. Vi forældre har mulighed for at henvende os til staben, både personligt, via mail, via bestyrelsen eller anonymt, hvis vi foretrækker det. Dette er tydeligt beskrevet i Flying Superkids’ interne FAQ for forældre. Nye familier tilbydes desuden en ”føl” ordning, hvor de tilknyttes og kan trække på en af de mere erfarne familier.
Børnene har også flere muligheder for at blive hørt. De kan naturligvis gå direkte til staben, men der er også skabt en mere indirekte og tryg mulighed gennem et gymnastråd, som består af nogle af de ældste og mest erfarne gymnaster. Dette giver børnene en stemme og sikrer, at deres input bliver taget alvorligt.
Så længe vi kan huske, har der været årlige Superkids-samtaler, hvor gymnaster og forældre får en struktureret samtale med de relevante personer fra staben. Disse samtaler skaber en unik mulighed for, at barn, forældre og stab kan mødes under ”fire øjne” og udveksle tanker, drømme, udfordringer og alt mellem himmel og jord. Det er en vigtig ramme for at sikre forståelse, udvikling og et tæt samarbejde omkring børnenes trivsel og fremtid.
Siden 2021 er der også blevet gennemført årlige trivselsmålinger, udviklet i samarbejde med
en psykolog, for at sikre børnenes velbefindende. Her har børnene mulighed for anonymt at dele deres oplevelser og følelser omkring deres trivsel på holdet og i Flying Superkids. Det er et vigtigt initiativ, der viser omsorg og en oprigtig indsats for at skabe et trygt og støttende miljø for alle.
Lars stoppede sin aktive trænergerning for godt 10 år siden. Så hans reelle kontakt med børnene er i princippet kun på ture, til Superkidssamtaler, styrketests, fællesbriefinger og møder. Det må have haft en stor betydning for Lars’ forhold til børnene.
Flying Superkids har desuden udviklet et fint setup ifht gymnaster, der er ude med en skade. Først og fremmest er der en del læger og sygeplejersker i forældregruppen. Meget ofte er der en af disse med på turene, ikke mindst når vores børn er i udlandet. Desuden blev der i 2022 indført det vi kalder skadesterapi, her mødes den skadede og forældre med staben, til en konstruktiv snak om den skadede og situationen. Fokus er på gymnastens trivsel, skaden, behandlingen og evt. sociale konsekvenser. Det kan være psykisk hårdt for et barn at være ude med f.eks. en brækket arm, og som resultat heraf har man indrettet træningsfaciliteterne til genoptræning i samme rum som vennerne springer, således tilknytningen, det sociale og venskaberne ikke udfordres af en skade. Det er virkelig værdsat.
Alle disse store og mindre ting viser tydeligt, hvor meget Flying Superkids virkelig bekymrer sig om børnene anno 2024. Og selvfølgelig gør de det – for børnene og deres udvikling og velbefindende er hjertet og sjælen i Flying Superkids. Uden børnene ville Flying Superkids slet ikke eksistere. Så enkelt er det, og netop derfor er deres trivsel og glæde nok altid i fokus.
– Se også vores statement HER
– Se også resultaterne for vores trivselsmålinger fra 2021-2023 HER
– Læs mere om børnenes trivsel HER